Eksamensangst

Eksamensangst er overordnet set oplevelsen af ikke at kunne slå til eller være god nok i en præstationssituation. Angsten er ofte ledsaget af tanker og frygt for, at der opstår stærkt ubehagelige eller skamfulde situationer til eksamen.

Typisk vil angsten medføre, at man prøver at undgå både eksamenen og andre situationer, der minder om den forestående eksamen, for eksempel selve eksamensforberedelsen.

Hvorfor får man eksamensangst ?

Eksamensangst kan ramme alle men forekommer ofte hos personer, der stiller meget høje krav og forventninger til sig selv.

Eksamensangst skyldes i langt de fleste tilfælde en eller flere af disse årsager:

* Egne dårlige erfaringer med eksaminer eller andre situationer, hvor man har følt sig udstillet eller bedømt. * Et stort forventningspres, for eksempel fra uddannelsesinstitutionen, familien, sig selv eller andre studerende. * Anden bagvedliggende lidelse, for eksempel stresstilstande, social fobi, panikangst eller depression.