Dårligt arbejdsmiljø koster 45 milliarder om året

”Danske virksomheder har produktionstab svarende til 3-4 procent af det danske BNP som følge af dårligt arbejdsmiljø, vurderer professor, der er specialist i arbejdsmiljøøkonomi. Virksomhederne er sjældent klar over, hvad et dårligt arbejdsmiljø reelt koster, da de kun regner på de mest synlige udgifter. I Ny Holbæk Kommune har man lært lektien, og kommunen satser storstilet på forebyggelse efter at have høstet erfaringer med arbejdsmiljøøkonomi. [...]

Et nyt redskab til at vurdere arbejdsmiljøøkonomien på arbejdspladsen, som Arbejdsmiljørådet har fået udviklet, viser eksempler på, at en sygemelding på grund af dårligt psykisk arbejdsmiljø havde skjulte udgifter, der var 16 gange så store, som de udgifter, som virksomheden selv havde bogført.

”Det er en meget sandsynlig case. Men som nævnt er der en række faktorer, der spiller ind på, hvor store de skjulte udgifter er. Jeg har været ude for et casestudie, hvor 98 procent af udgifterne var skjulte”, siger Pall Rikhardsson. [...]

”I den tidligere Holbæk Kommune var arbejdsmiljøet højt på dagsordenen, og fx troede vi, at kommunen var rigtig god til at forebygge, men efter at have afprøvet Arbejdsmiljørådets redskab og set hjemmeplejen gennem et arbejdsmiljøøkonomisk perspektiv, stod det klart, at vi langt fra var så gode, som vi havde forestillet os”, siger arbejdsmiljøchef Erik Vestergaard.

Derfor blev der sat en række beregninger – som mundede ud i initiativer – i gang både for at forebygge det psykiske og det fysiske arbejdsmiljø. Det var fx fri psykologrådgivning og besøg hos fysioterapeut til medarbejderne i hjemmeplejen. [...]

”Beregningerne viser, at det kan betale sig”, siger arbejdsmiljøchef Erik Vestergaard.”

Citeret fra Inge Gleerup, FTFs blad Resonans, januar 2007