Arbejdsglæde giver penge i kassen
”Ifølge aktieanalytikere og erhvervspsykologer er der en klar sammenhæng mellem, at virksomheder, som tilbyder medarbejderne et godt arbejdsliv, også er de bedste selskaber at investere i
Jo dygtigere en virksomhed er til at skabe et godt arbejdsliv for sine medarbejderne, jo flere penge vil virksomheden og dens aktionærer tjene. Forklaringen er, at arbejdsglæde, tillid, engagement og produktivitet hænger sammen.
De seneste tre år er aktierne i de 100 amerikanske virksomheder, der har den højeste arbejdsglæde, samlet steget 18,1 procent. Til sammenligning formåede de 100 øverst placerede selskaber hos verdens førende investeringsrådgivningsselskab Standard & Poors kun at skaffe en gevinst på 10,5 procent. Derfor tyder meget på, at den, der ønsker at tjene penge på sine aktier, bør studere grundigt, hvilke selskaber der har tilfredse medarbejdere ansat.
”[...] der er en lang række indikatorer, for eksempel sygefravær, der peger på, at det økonomisk kan betale sig at forbedre medarbejdernes forhold, siger Ditte Vigsø, chefkonsulent i firmaet Great Place To Work Institute, som hvert år udarbejder en liste over de virksomheder, der har den største medarbejdertilfredshed.”
Citeret fra Morten Mikkelsen, Kristeligt Dagblad, 16.07.2007
